At fatte tro (g)

Sommetider når taknemlighed føles som sorg, må hun mærke.

Mærke en skovbund der giver efter, hvor hun går. Mærke kulde i kinder og frostens hvin i en øreflip. Hun må snappe efter vejret og løbe sig til varmen – vælte omkuld i visne blade og ryste sig fri.

Sommetider når det store bliver for stort og alt andet for småt, må hun lede.

Finde et lyskryds, der smiler og blinker, og en bil, der standser – giver plads. Hun må krydse et torv fyldt med dovne duer og le ad sig selv i en supermarkedskø. Hun må løbe efter busser og tabe en handske, for at bukke sig ned og samle den op.

Sommetider når det hele bliver for meget og hun selv for lidt, må hun spejde og gribe lyden af stemmer fra før.

Så må hun lege med ler og nynne med næb, hun ikke ejer. Hun må trodse et forbud og skjule et ar.

Sommetider når hun ikke kan tale, må hun tie.

Hun må tie og lytte og stryge et sejl: se en himmel, der rækker udover øjet. Så må hun skrive i duggen: et tegn og en node.

Hun må træde en rute, der ender blindt – og hviske forsigtigt: “også blinde veje ender”

Sommetider når blå bliver krop og verden ikke mere venter, må hun tro, hvad hun ikke kan fattes.

 

 

Advertisements

2 thoughts on “At fatte tro (g)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s