Tætvævet uld

Myrna hænger ud af vinduet på tredje sal i den røde murstenskarré fra krigens tid.

Myrna, som aldrig vasker vinduer og som alle ved hvem er, men ingen kender.

Myrna, der engang var kendt for sit vid og sin hjælpsomhed, og som altid kunne passe naboens unger. Myrna, der havde sin egen systue hvor hun lappede tøj og strømper og på bestilling lavede egne kreationer, som hun solgte for rimelige penge. Myrna, som idag kun en sjælden gang ses åbne døren på klem og undersøge trappeopgangen, uden at der er nogen eller noget.

Fra tid til anden åbner hun køkkenvinduet på fuld gab. Skriger og råber til den tomme luft og vasketøjet, der hænger på snore over gården. Om fjendtlige stemmer, invasion fra oven og russerne, der kommer. ”Jeg ved det godt, det hele”, råber Myrna. Hende kan de ikke narre! Nej, gud forbyde at hun skal lade sig overrumple af russere og andet utøj.

Så lukker hun vinduet og folk ånder lettet op og forsøger at glemme, hvad de har hørt. ”Det er jo bare vrøvl fra en stakkels gammel dame”, tænker de. Og nok er hun en stakkel, men hvad skal man stille op, man kan jo ikke redde hele verden. Det er da for dårligt at hendes børn ikke tager sig lidt af hende, og nok ved de alle at hun ingen børn har, men der må da være noget familie. Eller det offentlige? Og de mumler stille, at det også er lovlig meget, at man flere gange ugentligt skal stå model til hendes skrigeri. Det skræmmer jo børnene! Måske skulle man kontakte boligforeningen og høre ad, men så kommer de fra det igen, og det kan jo også være det snart hører op, for hun er vist langt over firs, den skøre gamle kone.

Og de nøjes med at lukke vinduet for larmen.

Myrna er beskyttet i sin skizofrene verden af stemmer og minder om næsten ingenting. Hun ved ikke af at verden ler af hende, ved ikke af verden. Myrna er hvor hun er: i sin lejlighed med tungt møblement og neonrør i køkkenet, med sin hemmelighedsfulde og uforståelige verden af krig og stemmer og engang. Myrna er hvor hun er og længes ikke efter andet.  

Myrna kan få dagevis til at gå med at finde annoncer fra turnerende cirkus i de mange aviser, hun abonnerer på. Hun er omhyggelig, klipper alt med stor præcision, så kun det mest nødvendige kommer med. Ingen unødvendige kanter eller margener, kun tekst. Er der et billede ved, klipper hun det ud separat og klistrer ind i de A4-store kinablokke, hun har så mange af og som er nøjagtig dateret. Hun kender hvert et foto og dets placering og kan ganske nøje huske hvad billedet illustrerer. Ikke at det har nogen betydning, det vigtige er strukturen: de mønsterrette kolonner, den præcise datering og det sirlige arbejde med at undgå at unødig plads spildes. Billederne danner mønstre, og for Myrna er det vejen væk fra russerne, uret og den fortid, der ikke længere er. Hun erindrer intet, ikke engang glimtvis. Kun fornemmer hun af og til noget: genkender en duft eller en stemme i radioen. Og russerne naturligvis. Disse bastante mænd med tomme øjne i massive uniformer af tætvævet uld. Hun møder dem hver dag i lejligheden i den murstensrøde karré fra krigens tid. Hun kan høre dem: I væggene, på trapperne og udenfor på gaden. Hun ved at de er der, og tror de kan overmande hende i et uovervåget øjeblik. 

Men Myrna lader sig ikke overrumple. Hun er på vagt, hun er beredt og hun vil ikke tøve med at kæmpe. Ingen russere skal få taget på hende.

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s