Svar på tiltale

Så sidder man der i al sin selvbestaltede forargelse og bitterhed og lader sig overrumple. Af solen sågu´.

Den der latterlige runde kugle, der stråler som blev den betalt for det. Kold i røven bliver til varm om hjertet og så videre. Hvad fanden ligner det, hvad skal man stille op med alt det lys, al den varme, al den næring der bare vælter ned uden at spørge om lov? Man kan ikke jo finde sig til rette, det prikker i huden og banker i hjertet, man må ud, nej ind og gemme håbet væk under tonstunge traumer, brændte løfter og det, der er værre.

Planterne tørster jo de stakler, det har den skide sol nok ikke liiiige tænkt på. For ikke at tale om gardinerne der blegner, så man snart ikke kan skjule sig bag dem. Huden brankes, rynkerne udvides, øjnene blændes. Det er noget rod, noget forbandet svineri er det, med al den gratis glæde. Man har sgu ikke bedt om glæder heller ikke de gratis, de bliver bare beskattet når politikerne opdager det hul i himlen, der lukker glæden ind. Haps gewesen, siger de, og så kan det nok være vi får vinter i år.

Så skrid væk sol, lad os i fred i vores utifredshed, vores panser af forbehold, mistro og bitterhed.

Sådan en skide brændende planet skal ikke tage røven på os. Hrmpff!