Uredigeret

Jeg har absolut ingen tiltro til tilværelsen, tivoliturbulent og kulørt eller askegrå som Nordkraft i skumringen, så tændes fyrværkeri og alt ser ud som det plejer når vi lever fem minutter ad gangen ved starten på et nyt årti, i morgen tør vi se os selv bag ryggen og glemme alt foran, men sneen er tøet undervejs og fuserne fylder mest i kanten af øjenkrogen, gå aldrig tilbage har vi hørt, så vi styrter fremad, flygter fra afbrænderne og fluks ind i armen på velkendte bål og brande, jeg vil faktisk ikke, jeg vil egentlig noget andet, jeg kan ikke det her, jeg orker ikke lade som om, jeg tror ikke på det, jeg har gået for langt og talt for mange streger mellem fliser, set ukrudt skyde op og forsvinde igen, stregen er den samme, flisen er den samme, jeg går stadig og tæller og jeg tror ikke på det, jeg kan ikke, jeg vil ikke, så nu står jeg stille og venter på absolut ingenting, det er torsdag og tørvejr, trivielt og tåleligt på den der utålelige måde der er allerværst.

Reklamer

3 thoughts on “Uredigeret

  1. En god veninde holdt forleden et fremragende indlæg om kunst(paus)en at sætte punktum. Om at man nogen gange må sætte et punktum, før man kan komme videre. Om at punktum er nuet, der adskiller fortid fra fremtid. Om at et punktum kan være et sort hul, der rummer så uendeligt meget energi, at det opsluger alt omkring sig.
    Din vidunderlige tivoliturbulente sætning underbygger det. Der er ikke ét punktum for meget. Det ER et punktum. Et tegn, der peger i alle retninger. Tak – punktum

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s