Marv

Det skrumper.

Ligesom alt andet, forsvinder det langsomt, tørrer ind til rynkede klumper af tvivl.

Bussen gør holdt, hvor den plejer. Himlen hænger, som altid, lige over hustagene og trykker sig flad. Temperaturen er omtrent tilpas, hverken mere eller mindre. Men det skrumper

Det skrumper.

Ikke som ophør, kun lige knap.

Noget bliver tilbage; en krumme af brødet fra i morges, vaskeanvisningen fra bukser man ikke længere kan passe. Rødvinshærgede glas ved køkkenvasken. Alting skrumper. Som små ætsninger i tænderne, orm i marven.

Forsvindende småt, men aldrig væk.

 

Reklamer

3 thoughts on “Marv

  1. Det er ildevarslende og uhyggeligt og mystisk; sådan som himlen ser ud, før der går hul på skyerne; sådan som det føles, før der går hul på en vabel.

    Et par steder oplever jeg dog, at at du mister mig, fordi det bliver meget analytisk og mentalt ( “værst er uafvendeligheden”, “insisterende utvivlsomhed””).

    Bedst er det, når du er konkret og sansende. God skrivelyst.

  2. Hej Anna

    Du har fuldkommen ret. Alt for ofte står det jeg VIL sige i vejen for det, jeg siger.

    Jeg har forsøgt at råde lidt bod på det, som du kan se.
    Tak for input

  3. Meget bedre;) Og – jeg kender det godt – begæret efter at ville give svar, sætte på plads, fortolke. Jeg tænker selv sådan, at det ikke er forfatterens opgave at analysere for læseren. Det skal jeg tit minde mig selv om. Kunst er ikke videnskab og afklaring, men sansning og undren. Sådan ser jeg på det, i hvert fald.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s