Para

Pudsigt som du får mig til at vokse i munden på mig selv. Som et ord jeg ikke kan sluge men må kaste op og ud.

Dér bliver jeg en kliché, en punkteret boble, et punktum uden ende.

Så kan du samle mig op: en fortrudt spydighed du trøster og gnider som en lampe fra Tusind og én Nats Eventyr.

I dine hænder er jeg en formel, en magisk ånd

ude af mig selv inde i dig

Reklamer

5 thoughts on “Para

  1. Dine digt-tags er en historie i sig selv.
    Jeg er i tvivl om jeg kan tillade mig et cyber-klem, men jeg vil under alle omstændigheder meddele at jeg holder af at finde sproget udfordret af ordpresseren Silhuet.

    Jeg prøver fortsat at finde ord for individets kontakt med omverdenen.

  2. Når jeg nu synes, du folder dig så smukt ud i ord,
    hvorfor sidder jeg så, så ofte, med en fornemmelse af,
    at du pakker dig ind, alt imens du folder dig ud?

    Måske skal jeg ikke søge dig eller noget andet bag ordene,
    måske skal jeg ikke prøve at forstå, måske skal jeg bare
    opleve og glædes over, at der er noget der fænger mig:

    “I dine hænder er jeg en formel, en magisk ånd
    ude af mig selv inde i dig”

    Måske,

    Ske

    !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s