Appel #383

De sidder hver for sig og tænker det samme.

Hvis bare hun ikke spørger, tænker han. Hvis bare hun lader sig nøjes, og ikke forlanger at han skal svare på hendes blik: ”Elsker du mig?”

Han må svare i trods, lade hende forstå hendes tåbelighed, hendes urimelige forlangende. ”Hvad tror du selv?”, ser han tilbage og hun får de her våde øjne, der hænger som sugende svampe mod hans tørre hån.

Han er træt og tager en slurk af koppen. Han kan ikke. Kan ikke mætte hendes øjne eller lade hende vide, at ja han elsker hende og at han for helvede ikke kan lade være, uanset hendes skjulte appeller om det modsatte.

Hun rejser sig og tager kopperne med til vasken. De klirrer, da hun lægger dem i vaskebaljen. Så står hun lidt med ryggen til og former en skuffelse af lydene. Hastige bevægelser, to gange med børsten i hvert glas og så op på bordet, før hun tørrer dem af. ”Tænk om du bare en eneste gang ville holde om mig”, trygler hende bortvendte krop, mens han bare glor på sine hænder.

Kunne hun da bare for en enkelt gang skyld lade lort være lort og sætte sig hos ham, tænker han. Hvorfor altid den hast med at fjerne sporene efter dem, rengøre, vaske, holde hus og holde stand. For fanden. Han tager en gaffel og fjerner det sorte skidt under neglene til neglebåndene bløder. ”Tilfreds?”, tænker han, og håber hun vil se hvor umage han har gjort sig.

Hun sætter kopperne på plads og går ind i stuen. Han sidder på sin stol og savner, at hun kommer tilbage. Timer senere hører han hende gå op ad trappen, tænde for vandet på badeværelset og lukke døren til soveværelset. Han ved, at hun ligger med åbne øjne og uden en lyd lytter efter hans trin på trappen.

Lidt efter lægger han sig på sofaen med et tæppe trukket halvvejs over kroppen.

Hun kan høre stolen skramle nedenunder og ved, at han nu har lagt sig i stuen. Hun ved, at han venter, at hun vil komme ned og bede ham komme med op i seng.

De ligger hver for sig og tænker det samme.

Reklamer

2 thoughts on “Appel #383

  1. Nu har jeg ikke læst så meget af det, du skriver, men jeg kan lide det! Har det lidt underligt med, at synes det er godt, selvom det er lige det jeg synes det er, for det er sgu noget ømskindet noget. Denne tekst gør ondt pga. genkendelsen og håbløsheden. Jeg hepper på parret og håber de kan finde hinanden, men samtidig kan jeg slet ikke se, hvordan det skal ske. De virker så fastlåste. Mere! 🙂

  2. Kære Hojremargin:

    Jeg er også ved at skrige af afmagt over deres tilsyneladende stædighed, deres samliv der er båret af ønsket om at blive elsket men overdøvet af frygten for ikke at blive det.
    Jeg ved sgu ikke, om der er håb. Eller: så længe der er liv er der vel et håb. Har jeg hørt.
    Spørgsmålet er, om de har hørt det. Dét med håbet altså 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s