Opråb

Hun skriger fra hustage og råber efter busserne. Om alt det de vil hende, men som aldrig – ALDRIG – kommer til at ske, så længe hun har røst at rejse og ben at gå på. Om de skjulte hensigter og uskrevne love, som holder sandheden skjult og verden for nar.

Hun spytter efter avisernes spisesedler: Finanskrise og skandaler, alt sammen skabt for at holde hende hen; så hun ikke mærker eller mærkes.

Det er nemmere sådan: med hadet som buffer mod savnet. Nemmere at glo dem hadefuldt i øjnene, end at se afmagten i hendes egne. Fuck deres skinhellige forståelse når hun bryder sammen og giver op, – til helvede med tilbud om besøg og de sirligt håndskrevne breve med hjerter og mere. Fuck drømmene, hun for længst har valgt at håne, og gid Fanden ville æde den der stædige tro på Engang.

Skønheden. Skønheden de viser hende, mens de aer hende på kinden og peger: ”Se”.

Ha! Det er blændværk og fatamorgana, ikke andet end papmachekulisser. ”Jeg elsker dig”, Vorherre til hest. Siden hvornår er solen blevet andet end et stupidt gyldent øje, en løsthængende glorie omkring hendes Endeligt? Døden, for satan, døden er det eneste der holder vand, dræbende i sin forudsigelighed. Døden er det eneste, hun kan stole på.

Fat det”, råber hun, og bekræftes af de vigende blikke omkring. ”Jeg er skøøøøøør”, skriger hun, ”jeg er et spejl af mine fortrængninger, dét mareridt jeg ikke kan vågne fra”. Så ler hun. Hahahahahahaha. Hahahahahaha. ”Bliver jeg bange nu, hva?”, ”Hva? Bliver jeg bange? Er jeg sindssyg, syyyyyynligt sygeligt syg, hva?”

De smiler, alle omkring, mens de passerer, dét gør de.

Og hun ler. Hahahahahahaha.

Reklamer

4 thoughts on “Opråb

  1. Der hvor jeg først mærker mine indre sporvognsskinner blive bekørt er hvor hun råber om de skjulte hensigter og uskrevne love, som holder sandheden skjult og verden for nar.

    Dem må man arbejdsomt sætte ord på. Og så må man ønske og sige, hvad man ønsker. Råbe!

    Så går det med uskrevne love ligesom med cigarer og andre røgvarer. De forsvinder langsomt.

    Hvor er jeg optimistisk. Jeg tror vi kan nå det inden der er gået 4000 millioner år og solen blafrer op i dødskamp.

  2. Der er øjeblikke i livet, hvor vi støder på meningen med livet i al dets gru og meningsløshed. Har du set en kvinde stå og tale til en mur? Det har jeg og det ætsede sig dybt ind. Men det er ikke altid, at man skal bryde ind.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s