7913

Jeg så dig på et postkort. Genkendte hånden der havde skrevet og bogstaverne – ikke mindst: de her sorte øjne, for åbne til at se.

Vi mødtes med hænderne på ryggen og mørnede øjne, selvom det ikke føltes sådan dengang. – Nippede til druer, vin og læste af flaskernes etiketter, mens vi fumlede med servietter og hænder, der ikke kunne flettes. Morsede med føddernes skrab mod fortove. Hvorfor brugte vi tiden på at tælle stregerne imellem?

Jeg husker ikke hvorfor vi stoppede på fortovet foran Glads Café, og lod som om vi gik hver til sit. Husker ikke, hvorfor vi vinkede, som om vi sagde farvel.

Måske er det lige meget. Glads Café var det i hvert fald og noget stoppede. Dér.

Forleden var du forbi. Eller: du ringede og sagde at du ville kigge ind? Du havde blomster med, nej et foto af kornblomster var det – og noget andet, jeg ikke husker hvad var?

Måske er det lige meget.

Jeg ved hvad vej du gik, da du gik herfra, og ved at hvor du træder fliser, tæller jeg stregerne imellem.

Advertisements

2 thoughts on “7913

  1. ´Måske er det lige meget….´, men det er det aldrig, kære Louise!
    Igen indfanges man af tvivlen mellem stregerne mellem fliserne i din lyriske prose – tak!

  2. It takes one, to know one!
    Tak til dig, fordi du læser stregerne mellem fliserne, forstår morsen i føddernes skrab, kære Søren G som i Gehlert (kunne ikke komme på et ord med G der rummede større kompliment end … Gehlert !)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s