P.

Jeg tager den sorte tunika på. Den klæder mig, ser jeg i spejlet. Det er, som om retten rygges i den; som om øjnene bliver dybere. Dybere, men ikke ældre.

Sofaen. Sofaen er et godt sted at starte. Sætter mig helt ude på kanten, bøjer nakken en anelse, fordyber mig. I minderne, lydene der var og blikkene – ikke mindst. Blikkene kun du og jeg har delt. Jo, det er det helt rigtige. Her. Lige før. At fordybe sig i minderne. Det er det helt rigtige at gøre.

Jarl Erlandsen, står der i annoncen. Pianisten med et hårdt liv bag sig, skriver de. Du spildte ikke tiden, du valgte den barske men levende vej, skriver de. ”Hellere dø af livet, end at være levende død”. Var det ikke sådan du sagde, når de bad dig holde igen med sprutten og smøgerne?

Jo, du var en levemand, min levemand.

Det er ved at være tid nu. Klokken nærmer sig og der er et stykke vej at gå.

Gå? Vi skulle være gået sammen Jarl, du og jeg, vi skulle været gået. Sammen. Væk.

Men jeg går alene, ned ad trappen, hen langs volden og den gamle ”Hvids Bodega”. ”Hvis Bodega?” plejede du at underholde og svarede før nogen andre ”Min”. Og lo. Hver gang lo du. Levemand, Levemanden Jarl, Hvis Jarl?

Min Jarl!

Jeg kan høre kirkeklokkerne, tunge langstrakte ugleskrig. De fylder mit hoved, Dong, Dong, DONG…det gør ondt og jeg må slå mig i tindingerne for at få det væk. Tyngden, ugleskrigene. Ud, væk.

Dong.

Jeg går ind i kirken. Den er tom, kun kisten fylder rummet. Jeg nærmer mig og tænder et lys foran alteret. Dit lys, Jarl, det er dit lys jeg tænder. Vores. Endelig os to. Her. Nu. Altid.

Jarl og Elsebeth. Elsebeth og Jarl.

Det lyder godt. Rigtigt. Varmt. Som lyset der brænder. Vores lys, Jarl.

Jeg ved, hvad jeg skal gøre, hvad jeg gøre. Vi skal være sammen. Os to, Jarl og Elsebeth. Du skal ikke være alene. Jeg skal ikke være alene. Vi skal ikke være alene. Vel Jarl, vi skal være sammen. Ikke også Jarl?

Og præsten vil sige, at du døde uden at efterlade dig nogen eller noget, han vil sige at du var ungkarl livet igennem, at musikken var dit ét og alt. Det vil han sige Jarl, men det er ikke sandt, jeg ved det ikke er sandt. Du var ikke alene Jarl, du var altid i mine tanker, du var min, Jarl.

Alle de aftner på Hvids Bodega hvor jeg lyttede. Til musikken, til dig.

Let your fingers do the walking.

Jeg mærkede dem, fingrene, Jarl. Jeg mærkede, når du strøg mig over brystet, over kinden med toner, sorthvide tangenters dans over dur og mol. Vi dansede, gjorde vi ikke Jarl? Dansede vi ikke, vi to, gennem aftner uden andet end blyindfattede ruder og tomme stole? Du bag klaveret, jeg længst bag i lokalet. Drømmende. Dansende.

Vi skal danse Jarl. Nu. Her. Vi skal oplyse kirken i flammer, ikke Jarl. Overdøve klokkernes tunge ugleskrig med klaverspil og kinddans. Ikke Jarl? Kan du høre mig Jarl? Svar mig Jarl!!

Jeg tager lyset. Bærer det hen til dig Jarl, til kisten og minderne. Kan du mærke varmen, Jarl. Kan du?

Se, det vokser. Varmen. Ilden, lyset. Os to oplyst. Sammen.

Endelig, Jarl.

Endelig.

Reklamer

3 thoughts on “P.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s