Rust

Og det gør ingen forskel ved hun, men tager alligevel telefonen og sender ham en besked. Og venter og ved, at han ikke svarer, men tjekker alligevel hvert femte minut. Bare hvis. Og imens får hun tørret hår, tjekket mobilen, drukket kaffe, tjekket mobilen, pakket mappe, tjekket mobilen, låst dør, tjekket mobilen, kørt på job, tjekket mobilen. Og han svarer ikke og hun ved det godt, men tænker at det måske også er bedre at ringe. Og hun ringer og der lyder dut efter dut efter dut, og så en stemme: ”Abonnenten kan ikke besvare dit opkald, læg en besked efter klartonen”. Og hun tøver men ender med at lægge en besked, et tak for sidst og hvad skal du på onsdag og jeg håber at høre fra dig.

Forbandede nedgroede negl, tænker hun, og mærker smerten der baner sig vej fra fødderne til hovedet, forbandede skide og av, mumler hun og tjekker mobilen. Og den viser kun et alt for stort ur, der fortæller om de timer der er gået, siden hun ringede. Og der er ingen indkomne opkald, ikke noget som helst, bare et ur der lyser de forbifarne timer op i hendes åbne ansigt.

Og hun lægger den beslutsomt fra sig, mobilen, og knokler som en idiot for at overholde en ligegyldig deadline, og hun sluger den ene kop kaffe efter den anden, og telefonen dunker som en betændt tånegl i lommen. Og nok er det omsonst, men hun tjekker alligevel, og der er stadig kun urets tal og batteristatus middel. Og hun tager det rustrøde sjal lidt tættere til kroppen, ikke fordi hun fryser, men alligevel. Og så sidder hun der med tantesjal og en dunkende tå og en mobil der er så tavs, at det ringer for ørene. Dut, dut, dut, lyder det for ørene, som en sekundviser der passerer, som betændelse der flyder, som manglen på signal udefra. Dut. Dut. Dut.

Og så ringer den, mobilen, og hun ved snart ikke hvad hun skal tro, om det er ringen for ørene eller neglen der vånder sig eller om det virkelig er. Ham. Og hun griber den lille tingest som et spædbarn griber en fremstrakt finger: hårdt og pr refleks. Og ”Hallo” er det eneste hun får sagt, ”hallo”, så himmelråbende åndssvag en modtagelse. Og hun lytter og lytter og tænker, at det må være ham, hvem skulle det ellers være. Og lidt efter siger hun ”Hallo” igen, nu næsten tryglende, ja netop tryglende, som kun et håbløst hallo kan være det. Og så det uigenkaldelige dut, dut, dut, for ørene, for hele hule helvede dut.
Og teksten på skærmen ”et ukendt nummer har ringet uden at efterlade en besked”. Og hun kan ikke bære det, eller hun kan næsten ikke bære det, så hun mumler et ”for fanden i helvede” og stamper i gulvet. Og det gør forbandet ondt i den negl, den skide nedgroede tånegl der dunker og dunker så rustrødt som sjalet og den smag hun kan mærke i munden.

Dut, dut, dut.


Reklamer

One thought on “Rust

  1. Det her er totalt svedigt, Louise! Jeg er der med hende i det rustrøde sjal med desperationen og tvivlen som logrende følgesvende 🙂
    Du er for sej!

    Liebe
    Der G

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s