Match Point

Sommetider føler han sig som pauke-spilleren  i en storslået symfoni, der kun har ét slag at gøre godt med. Ét afgørende slag: Selve essensen. Udråbstegnet. Understregningen. I et enkelt slag:

Buuum.

Og han sidder med armen løftet og køllen klar. Sveder af spænding, venter på forløsning og vil så gerne ramme plet. Sætte aftryk. Gøre indtryk. Være med. I musikken. Oplevelsen. I verden og sig selv.

Symfonien bølger og salen emmer af tilbageholdt åndedræt. Gemt i mørket er nobelt klædte par, fingerflet og nedtonede host. Alt er parat ogfortættet. Alt venter. På pauken og det forløsende slag.

Svedperler hagler ned langs ansigtet, kvalmen knuger, skrækken vokser. Han vil. Så gerne. Bare denne ene gang, dette ene slag.

Strygerne vokser i intensitet, blæserne tager til i styrke og dirigenten fægter stadig mere indædt med sin stav. Hår og øjenbryn bruser om dirigentens ansigt, pulsen stiger overalt, forventningen vokser til uanede højder og alt – ALT – er rede til forløsning.

Slaget. Buuuum.

Hér er det så, at talentet svigter.

Det er ikke den katastrofale forglemmelse, der ville skabe uendelig stilhed og sprænge rammerne. Det er ikke det modige tomrum, det manglende slag, der ville få folk til af gispe af gru og rædsel. 

Nej. det er en lille umærkelig forsinkelse, dét sekund, hvor luften går af ballonen. Den tøven, der ikke varer længe nok til at være mod, og derfor er alt andet.

Dét blink med øjenlåget, hvor klimaks afsløres og pointen misser.

Dér sidder han. Paukespilleren. Og ved, at der var det.

Det var dét.

Advertisements

5 thoughts on “Match Point

  1. Assistent-paukespilleren, som jeg engang kendte på anden hånd, tog sit eget liv, men jeg håber ikke det var fordi han missede. Jeg har aldrig hørt det ske og kan ikke lade være med at filosofere over hvorfor du skriver dette. Det er blændende god beskrivelse af nervøsiteten, og jeg kender den, måske var den medvirkende til at jeg holdt op med at spille for folk, måske var den årsag til at mit liv ændredes og musikken ikke lykkedes (i længden, dog i 20 år) for mig, men jeg kender dog så meget til musikkens indre mekanismer, at jeg kan afklare lidt:

    En slagtøjsspiller vil som regel ramme slaget bedre end dirigenten, og – det er ikke slagtøjsspilleren, der følger orkesteret, men orkesteret der følger slagtøjet. Der er så at sige indbygget lydhørhed overfor store slagtøjspassager. Det gælder også andre kraftige instrumenter, især bækkenet og tubaen, men også andre instrumenter har deres forfærdelige lod i livet: fx. er solofløjtenisten utroligt exponeret i langt de fleste klassiske musikværker; det er ham, der har “melodien” når ikke strygerne har den, og det er ham man hører.

  2. Hvor er det skønt, at du ikke slipper teksten, men lader den leve videre!

    Jeg har ikke noget forhold til paukespil, men jeg har et forhold til frygten for at misse pointen. Frygten for – ikke at kikse fuldkomment og dermed opnå medfølelse og omsorg – men netop altid at tøve det ene sekund efter det andet der gør, at festen er slut og orkesteret pakket sammen. Når jeg ankommer.

    Det er oplevelsen af uudlevet potentiale. Det ér der, det perfekte slag. Man bærer det i sig, det gør vi alle.
    Men formår vi at give det lyd? Bliver det hørt? Får vi chancen?

    Det er nogle af de overvejelser jeg tror, der ligger bag teksten. Men jeg ved det ikke præcist.

  3. Og iøvrigt meget interessant oplysning, at det er orkesteret der følger slagtøjet og ikke omvendt. Det kalder på eftertanke – måske en kommende tekst?

  4. Jeg tænker på, om hvert vågent øjeblik er som et paukeslag – et hjerteslag, i symfonien holder min sammenligning naturligvis ikke, for her er alt på noder og forudbestemt.

    Men i livet? Jeg kan bedst lide at tænke på, at hvert sekund er der en ny chance. 🙂

  5. “Den tøven, der ikke varer længe nok til at være mod, og derfor er alt andet.”

    ….

    Den sætning rammer præcist nok til at være pointen og derfor er netop dét.

    Pauker … rimer lidt på pauser. Nogle gange er pauserne så lange at de føles som paukeslag mod tiden der bare ikke vil stå stille og derfor synes at gøre præcis det.

    Tak fordi du deler dine ord med verden 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s