Om.Kring.

Mens hun sidder ved cafebordet og forsøger at falde i ét med verdens larm, kommer en vens ven og hans kæreste gående forbi. Han med krokodilleskindsstøvler, solbriller og dybe ridser i lakken. Hun med hennafarvet strit, armystøvler og blondekjole.

”Heyyy, hvor sjovt”, siger de og sætter sig ned. Hun lukker hastigt håndtasken med det runkne æble, huskeblokken og de slidte skiftesko. ”Det er jo for skønt med al den solskin”, svarer hun og ved at hun læner sig op ad en kliché. De sætter sig ned ved bordet uden at spørge om lov, og hun på sin side er glad for ikke at blive spurgt.

Så hører hun til husprojektet, der vanen tro trækker ud. Han har aldrig været helt på bølgelængde med praktisk levet liv, det er jo derfor han er så god en musiker. I stedet taler de om musik, om det sidste udspil fra Indie-yndlings-orkestret, og hun sukker indfølende og medgiver ham, at med den musik er man nærmere himlen end nogetsteds andet.

Og sådan taler de Om og Omkring og i tunger en tid. Taler om alt det, der rører sig i dem uden at nævne det med et ord. Og selvom de ved mindre om hinanden da de skilles end da de mødtes, er de kommet nærmere sig selv. Imens.